Informationsmøde om KURSEN Gribskov
HVAD ER KURSEN?
KURSEN Gribskov er et læringsfællesskab for foreningsledere, der gerne vil arbejde mere bevidst og fælles med deres forening. I KURSEN deltager foreninger med et lederteam og får mulighed for – sammen med andre foreninger – at stoppe op og arbejde med den retning, de ønsker for deres forening.
KURSEN er ikke et kursus med færdige løsninger eller opskrifter. Det er et fælles rum for refleksion, dialog og læring, hvor foreninger følger hinanden over tid og udvikler deres foreninger med udgangspunkt i deres egne erfaringer, udfordringer og ambitioner.
HVORFOR ET LÆRINGSFÆLLESSKAB?
Vi ved, at mange foreninger oplever, at det kan være en udfordring både at fastholde frivillige, sikre et godt samarbejde i bestyrelse og ledergruppe og samtidig bevare energi og fælles retning i hverdagen.
KURSEN er skabt som et trygt og inspirerende rum, hvor foreningsledere kan dele erfaringer, blive inspireret af hinanden og arbejde konkret med deres egen forening – i et fællesskab, hvor man lærer sammen.
HVAD ARBEJDER VI MED I KURSEN?
Forløbet består af to fælles samlinger i 2026, hvor foreningernes lederteams arbejder med temaer som foreningens formål og retning, samarbejde og ledelse, frivilligengagement samt hvordan man skaber en mere bæredygtig organisering over tid.
Samlingerne indeholder oplæg, dialog og konkrete øvelser, hvor I arbejder med jeres egen forening. Mellem samlingerne tilbydes der individuel sparring, så arbejdet kan forankres i jeres daglige foreningsarbejde.
HVEM KAN DELTAGE?
KURSEN er for foreninger, der deltager med et lederteam – typisk formand/projektleder sammen med 1-3 øvrige bestyrelsesmedlemmer eller nøglepersoner. Erfaringen viser, at det giver de bedste forudsætninger for, at de refleksioner og beslutninger, der opstår undervejs, også bliver omsat til handling i foreningen.
PRAKTISK INFORMATION:
- Der afholdes to obligatoriske samlinger i 2026:
- Torsdag den 21. maj kl. 17-20
- Torsdag den 12. november kl. 17-20
- Begge samlinger afholdes i Byrådssalen på Gribskov Rådhus
- Man SKAL deltage min. 2 personer fra foreningen (lederteam)
- Mellem samlingerne tilbydes individuel sparring til hver forening
- Deltagelse, forplejning og materialer er gratis
VIL I VIDE MERE?
Kom til informationsmødet torsdag den 5. marts kl. 19–20 i Gribskov Kommune, Østergade 62 i Helsinge.
Her vil I få en smagsprøve på hvad læringsfællesskabet KURSEN kan tilbyde, I vil få inspiration til jeres lederskab og det vil være muligt at stille spørgsmål til forløbet.
Har I ikke mulighed for at deltage i Infomødet, men vil I gerne have mere at vide om KURSEN, kontakt:
- Joanna Absalonsen, frivilligkonsulent i Gribskov Kommune – joanna@gribskov.dk
- Tina Nørgaard, leder af Frivilligcenter & Selvhjælp Græsted – tina@frivilligcenter-graested.dk
- Lisa Tange, leder af Frivilligcenter Helsinge – leder@frivilligcenter-helsinge.dk
Information om arrangementet
Dato og tid Torsdag d. 5. marts 2026 kl. 19:00 til 20:00
Tilmeldingsfrist Torsdag d. 5. marts 2026 kl. 19:00
Sted
Det Administrative og Sundhedsfaglige hus
Østergade 62
3200 Helsinge
Arrangør
Gribskov Kommune
Tlf. +45 72496000
kultur-fritid@gribskov.dk
Indlæser
